Fjernelse af livmoderen gennem maveskindet (hysterektomi)

Hvorfor Fjernes Livmoderen?

Livmoderen fjernes som regel, hvis den giver gener i form af blødning, smerter, muskelknuder og tryk eller ondartede forandringer.

Hvilken langsigtede virkninger har Operationen?

Du kan ikke længere blive gravid.

Blødningerne ophører. Bliver du opereret på grund af smerter, må du være opmærksom på, at disse

Ikke altid forsvinder.

De fleste har efter operationen uændret eller forbedret samliv.

Æggestokkenes produktion af hormoner fortsætter i de fleste tilfælde uændret. Skulle du få gener, som tyder på, at du er i begyndende overgangsalder (hedeture, svedtendens, episoder med rødblussen i ansigt), bør du søge læge. Hormonbehandling kan da komme på tale.

Bliver livmoderhalsen fjernet?

Nej, man kan lade livmoderhalsen blive tilbage. Beslutningen om operationstype afhænger af årsagen til, at livmoderen skal fjernes. Hvis livmoderhalsen ønskes efterladt, er det en forudsætning, at du ikke har celleforandringer på livmoderhalsen. Efter operation bør du fortsætte med at få foretaget celleprøver fra livmoderhalsen for at sikre, at du ikke udvikler livmoderhalskræft. Ønsker du ikke at følge sådanne kontroller, bør du vælge at få hele livmoderen fjernet. I visse tilfælde kan der optræde sparsomme månedlige blødninger fra livmoderhalsen. Det skyldes tilbageblivende slimhinde fra livmoderhulen i toppen af livmoderhalsen.

Hvad skal der ske før operationen?

Evt. blodprøver tages.

Samtale med narkoselæge, der vil informere dig om bedøvelsen. Du skal faste i min. 6 timer, dvs. du må ikke spise fra 6 timer før operationen. Du må drikke tynde væsker (ikke mælkeprodukter) indtil 4 timer før operationen.

Kønsbehåring over skambenet fjernes med saks eller kemisk hårfjerning nogle dage før operationen.

Som forebyggelse mod blodpropper gives støttestrømper og blodfortyndende indsprøjtning til alle over 40 år.

Make-up og neglelak fjernes på operationsdagen.

Løse genstande som smykker, piercinger, ur og kontaktlinser tages af. Der er mulighed for at låse dine værdigenstande inde i et skab.

Briller og proteser kan tages med til operation.

Evt. beroligende tablet gives 1/2-l time før operationen.

Hvordan foregår operationen?

Operationen foregår i fuld bedøvelse, og i de fleste tilfælde benyttes bikinisnit, dvs. et snit på tværs et lille stykke over skambenet. Livmoderen løsnes fra æggestokke og æggeledere samt fra skedetoppen, som lukkes. Operationen varer som regel 1 time. Der anbringes et drop i hånden til væske og et kateter i blæren i forbindelse med operationen.

Vil jeg få smerter og kvalme?

Du vil få indsprøjtninger af Morfin og/eller anden stærk smertestillende medicin lige efter operationen. Samme dag eller dagen efter kan du gå over til tabletter. Det er vigtigt, du tager imod det smertestillende medicin, da smertefrihed er en forudsætning for dit velbefindende på alle måder. Nogle kan få kvalme af bedøvelsen og/eller Morfin. Hvis du får kvalme, vil sygeplejersken hjælpe dig med at fjerne eller mindske denne.

Hvordan er forløbet efter operationen?

For at De opnår størst mulig velbefindende og undgår komplikationer til sengeleje, er det vigtigt, at du spiser og drikker efter evne og kommer ud af sengen allerede samme dags aften, du er blevet opereret. Det anlagte blærekateter bliver fjernet senest dagen efter operationen. Du skal herefter lade vandet selv, når du får trang eller senest efter 3-4 timer.  Det er normalt, at blære og tarm er påvirket af narkosen, operationen samt den smertestillende medicin. Du kan bløde fra skeden den første uges tid. I begyndelsen er blødningen oftest frisk, senere ses brunligt udflåd. Såfremt du har fået fjernet livmoderhalsen kan der forekomme en let blødning 10-14 dage efter operationen.

Hvilke komplikationer kan der opstå i forbindelse med operationen?

Nogle får i de første dage efter operationen forbigående temperaturforhøjelse, som ikke kræver behandling. I sjældne tilfælde kan der komme en blodansamling i bugvæggen eller svarende til toppen af skeden, hvor livmoderen har siddet. Undertiden kan disse blodansamlinger blive opsuget af organismen, i andre tilfælde er man nødt til at fjerne blodansamlingen. Ligeledes kan der komme betændelse i skedetoppen eller i såret. I disse tilfælde må man som regel lave en mindre operation og sørge for, at det ophobede pus kan komme ud. Man kan risikere at få en rift i blæren, som syes sammen med det samme.

Ved enhver operation indebærer selve bedøvelsen en vis omend meget lille risiko.

Hvornår kan jeg udskrives?

Du udskrives dagen efter operationen og sygemeldes 4-6 uger, afhængigt af arbejde, alder og hjemlige forhold.

Hvordan skal jeg forholde mig efter operationen?

De første 4 uger kan du gradvist genoptage dine vanlige aktiviteter, herunder seksuelt samvær. Lav kun løft og fysisk aktivitet som føles ubesværet. Undgå tunge løft de første par uger. Det er vigtigt, at du skiftevis hviler og bevæger dig – lyt til kroppen og find ud af, hvor meget du kan klare.

Læs venligst Almene forholdsregler ved gynækologiske operationer grundigt.