Kikkertundersøgelse af underlivet (laparoskopi)

Ved hjælp af en kikkertoperation kan man foretage forskellige indgreb, for eksempel åbning af æggeleder og fjernelse af æggeleder og æggestokke, løsning af sammenvoksninger, fjernelse af vandblærer (cyster) på æggestokkene med mere. Desuden kan man undersøge, om der er passage gennem æggelederne. Man kan også blive steriliseret ved at brænde æggelederne.

Inden operationen

Aftenen før operationen skal du tage en tablet Toilax og om morgenen på operationsdagen et lille klyx (Toilax), som du får udleveret sammen med en vejledning ved forundersøgelsen.

Du skal faste fra kl. 24.00 aftenen før indgrebet, dvs, at du ikke må ryge eller spise efter kl. 24.00. Dog må du drikke et glas vand eller saft indtil 2 timer før mødetid, ligesom du må tage din vanlige medicin, hvis ikke andet er aftalt. Hvis du får daglig medicin, bedes du medbringe denne ved indlæggelsen.

Om morgenen inden operationen bør du tage et brusebad inkl. hårvask. Vær specielt omhyggelig med at rense navlen. Du bør ikke have læbestift eller neglelak på.

Bedøvelse

Fuld bedøvelse er nødvendigt for at kunne gennemføre indgrebet uden smerte og ubehag.

Ved fuld bedøvelse får du indsprøjtet bedøvelsesmidler i en blodåre i hånden, og l løbet af få minutter falder du i søvn og sover smertefrit under hele operationen. For at øge sikkerheden vil hjerteslaget, blodtrykket og mængden af ilt i blodet blive nøje overvåget under hele indgrebet.

Operationen

Ved indgrebet indføres et tyndt rør indeholdende en kikkert (laparoskop) gennem et lille hul ved navlen, og efter indblæsning af luft (CO2) kan man se æggestokke, æggeledere, livmoder og andre organer i bughulen og foretage de forskellige indgreb.

Hjælpeinstrumenter indføres gennem små snit nederst på maven.

Ved sterilitetsudredning sprøjtes almindeligvis et farvestof via livmoderen ud gennem æggelederne for at sikre sig passage.

Indgrebet tager almindeligvis en times tid, men kan tage noget længere tid, hvis der er større forandringer, der skal klares.

I forbindelse med kikkertoperationen vil det i sjældne tilfælde være nødvendigt at foretage åben operation gennem bugvæggen.

Læs venligst Almene forholdsregler ved gynækologiske operationer grundigt.

Efter operationen

Efter operationen vil du blive kørt på sengestuen. Her vil du blive tilbudt mad og drikke, og vi vil observere din almene tilstand. Nar du har ladt vandet, og du selv føler dig klar, vil du alt efter indgrebets størrelse kunne tage hjem.

Efter større operationer vil du vil blive observeret og behandlet for eventuelle smerter i 1 døgn.

Nogle kvinder får kvalme efter indgrebet, som vi forebygger og behandler medicinsk.

Lægen vil informere dig om operationen og den udførte behandling samt gennemgå planen for det videre forløb.

Efter udskrivelsen

Efter indgrebet kan der fortsat være trykken i mellemgulvet og i skulderen (specielt højre). Der kan desuden være lette til moderate underlivssmerter de første dage, som kan behandles med Paracetamol (Pinex, Pamol, Panodil) l g = 2 tabletter op til 4 gange dagligt. Dette kan eventuelt kombineres med Ipren 400 mg = 2 tabletter op til 3 gange dagligt. Begge typer tabletter kan købes i håndkøb på apoteket, men må kun indtages, hvis du ikke har allergi overfor medicinen. Ipren må ikke indtages, hvis man har meget mavesyre eller tendens ti! mavesår, ved behov vil der inden udskrivelse blive udleveret recept eller tabletter på anden smertestillende medicin.

Kontrol

Der vil ved udskrivelsen blive aftalt, hvordan eventuelt svar skal gives, og du vil få tid til en eventuel kontrol.

Komplikationer

En del kvinder får kvalme efter indgrebet. I sjældne tilfælde kan der komme blødning eller læsion af andre organer i maven, som i givet fald vil blive syet. Ganske få oplever infektion i såret i maveskindet. Nogle gange er det nødvendigt at lave en “rigtig” (åben) operation, hvis man ikke kan klare indgrebet gennem de små huller med kikkerten. Ved enhver operation indebærer selve bedøvelsen en vis, om end meget ringe, risiko.

Ved smerter, feber eller rødme af såret, bedes du kontakte den opererende gynækolog eller Roskilde Privathospital.

Sygemelding

Du må regne med sygemelding i få dage til 2 uger, afhængigt af indgrebet. Sportsaktiviteter og hårdt fysisk arbejde, kan genoptages efter 2-4 uger.

Læs venligst Almene forholdsregler ved gynækologiske operationer grundigt.