Galdestensoperation

Galdestenssygdom er almindelig i Danmark. Hvert år får cirka 5000 personer fjernet galdeblæren. Lidelsen er hyppigst hos kvinder. Omkring halvdelen de personer, som har galdesten, har symptomer, der typisk er lokaliseret med smerter under højre ribbenskant. Anfald af smerter kan være ledsaget af opkastninger.

Første undersøgelse – for at finde ud af om det er en galdestenslidelse, der giver smerter – er ultralydsundersøgelse. Operation tilbydes, når der foreligger ultralydsscanning, som har vist galdesten, og ledsagende symptomer typisk for galdestensanfald.

Operation for galdeblæresten foretages med kikkertmetode (laparoskopisk kolecystektomi) igennem bugvæggen. Indgrebet foregår i fuld bedøvelse, og udføres gennem fire små huller (5-10 mm stykket) i bugvæggen. Galdeblære med sten fjernes. I sjældne tilfælde kan operationen ikke gennemføres med kikkertmetoden, og man bliver nødt til at åbne bugvæggen med snit under højre ribbenskant.

Årsagen til eventuel ændring af operationsmåden kan være betændelsesforandringer, unormale anatomiske forhold, sammenvoksninger eller andet.

Typisk foregår operation for galdeblæresten under indlæggelse.

Komplikationer

Der er risiko for infektion og blødning, som ved andre kirurgiske indgreb. Sjældent (0,5 – 1%) ses beskadigelse af de dybe galdeveje, som kan kræve rekonstruktion. Af og til vil patientens smerteproblem ikke være løst med operationen.

Læs venligst Almene forholdsregler ved Mave-/tarmkirurgi grundigt.