Karpaltunnelsyndrom – tryk på nerve i håndledsregionen

Fra underarmens håndfladeside går der 10 sener til fingrene. Sammen med senerne går der en nerve, som giver følelse i tommelfingeren, pegefingeren, langfingeren og halvdelen af ringfingeren.

Hvor nerven og senerne går ned i håndfladen, forsvinder de under en stor bindevævsflade. Den er beregnet til at beskytte dem.

Når der opstår irritation af senerne, svulmer de op og trykker på nerven. Det giver følgende symptomer: en stikkende og prikkende fornemmelse. Det kan medføre stort ubehag, f.eks må man måske op om natten og ryste hænderne for at blive fornemmelsen kvit. Som regel forsvinder generne af sig selv, men de kan blive kroniske, hvis de varer mere end 3 måneder.

Behandlingen er kirurgisk. I lokalbedøvelse gennemskæres bindevævshinden for derved at give senerne og nerven plads, hvorved trykket på nerven lettes, og der vil i løbet af de næste 14 dage gradvist komme normal funktion af nerven. Trykket på nerven kan dog have været så voldsomt eller langvarigt at der kommer længerevarende ændringer af nervens funktion. I visse tilfælde har trykket været så voldsomt på nerven, at nervefibrene dør. Dette medfører varig og permanent ophævelse af visse impulser gennem nerven. Endelig vurdering af dette kan først foregå 6-12 måneder efter operationen.

Forud for operationen skal du læse “Almene forholdsregler ved ortopædkirurgi” grundigt.