Almene forholdsregler ved plastikkirurgiske operationer

2 Uger Før Operationen

Undgå medicin, som indeholder acetylsalicylsyre og E-vitamin, Q10, fiskeolie og levertran 2 uger før og indtil 1 uge efter operationen (kan give blødningstendens). Undgå alle former for naturmedicin,hvidløg,grøn the, 3 uger før en evt. operation.

Tobaksrygning er ikke ønskeligt 2 måneder før og 2 måneder efter operationen, da det forsinker sårhelingen og øger ardannelsen.

Såfremt du op til operationstidspunktet føler dig utilpas, med f.eks. forkølelses-, influenza- eller andre symptomer / eller du har sår eller bumser i nærheden af det område, der skal opereres, skal du kontakte klinikken så hurtigt som muligt, da operationen i så tilfælde ofte vil blive udsat. Har du haft infektion svarende til luftvejene/bihuler/hals/urinvejene/ underliv eller infektion i tand/tandkød, sår/bylder eller blå mærker, bedes du også kontakte klinikken inden operationen. Er der i øvrigt sket noget nyt, siden du har været til kontrol, er det bedre at kontakte klinikken med henblik på forespørgsel end at risikere, at operationen aflyses, når du møder til operation.

7 Dage Før Operationen

Du skal være opmærksom på, at der ved kosmetiske operationer skal gå 7 dage, fra de har modtaget mundtlig information til de giver samtykke til operation.
Undtagelsesvis ved operation af modermærker, små knuder, arkorrektioner,Botox og Restylaneinjektioner og lignende; skal der kun gå 2 dage.

24 Timer Før Operationen

Du må ikke drikke alkohol, vin eller øl.
Før enhver operation skal du faste. Inden en operation/bedøvelse må man få et LET måltid, som dog ikke må indeholde mælkeprodukter, senest 6 timer før operationen. Man må drikke saftevand og te i op til 4 timer inden operationen (ikke mælkeprodukter og kaffe). Dette skal strengt overholdes. Tyggegummi og pastiller samt rygning er også forbudt i 6 timer før operationen.

På Operationsdagen

Operationen betales ved indlæggelsen.
Du vil blive undersøgt af den opererende læge.
I tilfælde af fuld bedøvelse vil narkoselægen undersøge dig.

Ved aflysning af operation dagen før eller samme dag som planlagt af patienten selv (dog ikke ved sygdom), skal der betales et honorar på 5000 kr.

Al form for make-up samt neglelak fjernes før operationen. Ingen creme i ansigtet ved ansigtsoperationer, og ingen cremer på huden, hvor der skal opereres. Undgå ligeledes, ved brystoperationer, at bruge deodorant. I hårområder, specielt ved maveoperation, bør hårene fjernes omkring operationsområdet 10 dage inden operationen, således at eventuelle smårifter kan nå at hele.

Undlad kontaktlinser, og efterlad smykker hjemme. Eventuelle piercinger bør ligeledes undlades og fjernes inden operationen.

Medbring toiletsager (læbepomade), morgensko og morgenkåbe ved indlæggelser.

Tag ikke anden medicin, end der er aftalt med klinikken. Lider du af sygdomme, der kræver kronisk behandling med medicin, vil klinikkens narkoselæge i hvert enkelt tilfælde afgøre, hvorvidt du skal tage din sædvanlige medicin op til – og på operationsdagen. Sukkersyge og blodtryksforhøjelse skal være velreguleret.Medicinskema skal medbringes ved operationen. Anvender du astmamedicin, migrænemidler etc. bedes dette medbragt på operationsdagen.

Efter Operationen

Når man bliver opereret, får man gulfarvet sprit på kroppen. Det kan godt sætte sig i undertøj og sengetøj senere. Det er lettest at få væk ved blot at gøre de gulfarvede områder våde med almindelig husholdningssprit inden vask. Er der eventuelt resterende gul farve efter vask, skal det blot hænges ud i lyset et par dage, så forsvinder den gule farve af sig selv.

Hvis der er aftalt indlæggelse, udskrives du enten samme dag om aftenen eller næste morgen afhænig af din almen tilstand og operationstidspunkt. Herefter koster ekstra indlæggelse kr. 3.500 pr. døgn, medmindre det er lægeligt indiceret.

Du skal tage antibiotika, hvis dette er ordineret af klinikken.
Så længe ar er røde, bør de ikke udsættes for sol. En undtagelse er dog arrene ved en brystforstørrende operation, det ar, der ligger inde i det brune i brystvorten. Du må meget gerne få sol efter 1 måned, da man i stedet for et lille hvidt ar ofte får et brunt ar, der så ligner den øvrige brystvorte. Du må ikke føre bil efter en evt. operation, da du oftest vil have indtaget smertestillende og/eller beroligende medicin på klinikken.

Du bør aldrig være alene om natten, når du er nyopereret. Du bør have ledsager på hjemturen hvad enten du tager tog/bus/taxa.
Efter udskrivelsen vil du få udleveret telefonnumre til den vagthavende læge, der altid gerne vil kontaktes ved evt. problemer.

Ved forespørgsel til indlagte patienter bedes du venligst ringe på tlf. 4632 5001.

Der er altid risiko forbundet med operation, uanset hvor velkvalificerede og omhyggelige dine behandlere er. Komplikationer efter operation, såsom infektion og blodpropper, er ekstremt sjældne, men kan forekomme.

Det er derfor vigtigt, at blodtrykket er normalt, og at patienten ikke er urolig under operationen. Derfor er det vigtigt, at man får så meget medicin, at indgrebet bliver så smertefrit som muligt. Endvidere tilrådes ro de næste par dage efter operationen. I øvrigt er det vigtigt, at man er i god helbredstilstand og nøje følger kirurgens instruktion for at reducere eventuelle komplikationer.

Hvis du er i tvivl over noget som helst, skal du endelig kontakte os.