Brystrekonstruktion

Brystrekonstruktion foregår oftest efter cancerkirurgi. En forudsætning er oftest, at der ikke tidligere er foretaget strålebehandling af området. I så fald foretages en såkaldt lapplastik (flytning af væv), som er en langvarig og ressourcekrævende operation,der foregår på de store plastikkirurgiske afdelinger. En brystrekonstruktion foregår oftest ved hjælp af flere operationer med få måneders mellemrum, og man kan ikke forvente fuldstændig symmetri med det modsatte bryst.

Er der tilpas vævsfylde, men er huden for stram til direkte at indlægge et implantat, foretages brystrekonstruktion ved hjælp af expansions-metoden.

Brystrekonstruktion Ved Hjælp af Expansions-metoden

I fuld narkose indlægges en vævsekspander bag brystmusklen. Ekspanderen bliver gradvist fyldt op via en ventil, der er indopereret umiddelbart under huden, startende 14 dage efter operationen, en gang ugentligt og i alt 4-6 gange, således at huden efter 3-6 måneder har udvidet sig så meget, at
et implantat kan indlægges, samtidig med, at ekspanderen fjernes. Evt. samtidig operation på det modsatte bryst.

Er der tilstrækkeligt væv og hud, foretages rekonstruktion ved hjælp af indlæggelse af et implantat.

Når brystet er rekonstrueret, er det ofte nødvendigt at korrigere det modsatte bryst for at opnå så god symmetri som muligt. Dette kan foregå ved:

Implantater

Brystløft

Brystreduktion

Samtidig eller senere foretages rekonstruktion af brystvorten på den rekonstruerede side, hvor der tildannes en vorte i midten, og her uden om et brunligt område; det sidste enten ved hjælp af brystvortevæv fra den modsatte side, hvis brystvorten er stor, eller ved hjælp af tatovering. Brystvorterekonstruktionen er en mindre operation og foretages i lokal anæstesi.

Du skal være opmærksom på, at holdbarhedstiden af resultatet varierer meget fra patient til patient afhængig af genetiske forhold, vævsforhold, ydre forhold, levevis etc.

Læs venligst Almene forholdsregler ved plastikkirurgiske operationer grundigt.