Roskilde Privathospital

Forberedelse til operation

Glæder du dig til at blive opereret her på klinikken, men er du i tvivl om, hvordan du bør forholde dig i ugerne op til din operation? Så læs med i blogindlægget her. ☺️
Rygning
Vi anbefaler på det kraftigste et rygestop 4 uger før og efter operationen, da rygning medfører markant større risiko for lungeproblemer, nedsat sårheling og infektioner efter operationen. Man kan godt bruge rygestopmedicin som nikotinplaster eller nikotin-tyggegummi.
Medicin
Til forundersøgelsen besluttes det, om du skal holde pause med noget af din vanlige medicin inden operationen.
Fiskeolie, ingefær og anden naturmedicin
Hold altid pause med dette – gerne 2 uger før din operation.
Alkohol
Vi fraråder, at du indtager alkohol i 24 timer op til din operation.
Sukkersyge
Har du sukkersyge, og skal du opereres inden kl. 12, må du ikke tage hverken insulin eller diabetes tabletter om morgenen på operationsdagen.
Faste
Foregår din operation i lokalbedøvelse, skal du ikke faste. Derimod er det vigtigt at få noget at spise og drikke. Foregår din operation i fuld bedøvelse, skal du møde fastende til operationen. Indtil 6 timer før operationen må du drikke og spise normalt. Fra 6 til 2 timer før operationen må du drikke gennemsigtige væsker såsom; vand, saft, klar juice uden frugtkød og te uden mælk. Det tilrådes at drikke noget i denne periode, og det er en fordel, hvis drikken er sukkerholdig. De sidste 2 timer før operationen må du intet indtage.

Når du booker en tid til din operation, vil du modtage en patientvejledning i receptionen. Her vil du kunne finde al den information, der er nødvendig for dig at vide i forbindelse med din operation.

På operationsdagen
På operationsdagen er det vigtigt, at du tager et bad med grundig sæbevask af ansigt og hår for at minimere risikoen for infektion. Inden du møder ind på klinikken, bedes du desuden følge nedenstående punkter:
  • Fjern make-up og neglelak
  • Undlad at påføre creme i det behandlede område
  • Undgå brugen af deodorant ved brystoperationer
  • Undlad kontaktlinser
  • Efterlad smykker derhjemme
  • Fjern eventuelle piercinger
  • Tag ikke anden medicin end det, der er aftalt med klinikken
  • Sukkersyge og blodtryksforhøjelse skal være velreguleret
  • Medicinskema skal medbringes
  • Anvender du astmamedicin, migrænemidler mv. bedes du medbringe dette på operationsdagen