Ansigtsløft – facelift
Når en patient ønsker et ansigtsløft er det ofte på grund af, at huden mister sin elasticitet og spændstighed, som en del af den naturlige aldringsproces. En ansigtsløftning kan fjerne den løse hud, men ikke fjerne rynker. Såfremt man er mest generet af, at huden er rynket, vil man have en langt større effekt med en behandling mod rynker som fx Juvederm, Botox, Azzalure, Restylane, Sculptra, peeling eller laserbehandling. Løs hud, der opstår på grund af aldring, kan også forekomme omkring øjnene. Derfor vælger mange patienter at få foretaget en øjenlågsoperation f.eks. en nedre øjenlågsoperation, for at fjerne poser under øjnene, eller en øvre øjenlågsoperation, for at blive fri for det hængende hud på øjenlåget.
Den ideelle kandidat til en ansigtsløftning er en slank person i alderen 45-60 år med slap hud evt. med lokaliseret fedt under hagen og ikke for mange fine rynker. Personer med en tyk uelastisk hud vil næppe synes, at der er den store forskel efter operationen. Ved konsultationen vurderes mulighederne i henhold til dine egne vurderinger og ønsker, og måske er der andre muligheder som fx Botox, Sculptra og Restylane, Juvederm eller en kombination.
Behandling
Der findes forskellige typer ansigtsløftning, der tilpasses den enkelte patient. Ved et klassisk facelift fjerner man det overskydende hud og evt. overskud af fedt og strammer den underliggende muskulatur op svarende til den nederste del af ansigtet og halsen. Ansigtsløftningen foretages via et snit, som starter i tindingen og fortsætter foran og ned bag om øret. Huden løsnes herefter frem mod øjet, kindfolden, munden samt ind til midt linjen på halsen. Derefter frilægges og opstrammes det dybereliggende væv med de mimiske muskler. På den måde udjævnes rynkerne ved munden og ved kinderne med en ansigtsoperation. Afslutningsvis fjernes hudoverskuddet. Operationen efterlader ar ved folden foran øret, som med tiden oftest bliver usynlige. De øvrige ar kan skjules i håret.
Risici
Ved et løft af ansigtet er der ofte en påvirkning af følenerverne i form af let følelsesløshed i et større eller mindre område af huden efter operationen. Komplikationer er sjældne ved ansigtsløftning, men kan være komplicerede. Blødning efter ansigtsløftning kan opstå og kan nødvendiggøre en re-operation. Infektion ses meget sjældent, men hvis det opstår, kan det være nødvendigt at blive behandlet med antibiotika.
Nerverne i ansigtets mimiske muskler kan blive påvirket ved operationen, og dette kan medføre tab af funktion af nogle af musklerne, især musklen der løfter panden, og musklen der trækker mundvigen ned. Dette er ofte forbigående, men kan være permanent. Det er vigtigt, at man er bekendt med disse komplikationer, før man beslutter sig for at få foretaget indgrebet.
M.A.C.S LIFT
Ansigtsløftning kan foretages både hos kvinder og mænd normalt i 45-50 års alderen. Et MACS-lift er en lodret ansigtsløftning, der foretages ved hjælp af oftest to tråde, der løfter op i mellemansigtets muskulatur, hvilket giver et meget naturligt resultat.
Halsløft
Et halsløft foretages principielt på samme måde som ved et ansigtsløft, men der kan man nøjes med halsen, og derfor er det et betydeligt mindre indgreb. Hamsterposer under underkæben og løs hud under hagen forsvinder ved et MACS-lift. Er det ”kun” mellem – og nedre ansigt eller skal der også overvejes et pandeløft. Muligheder kan kombineres, og der vises før- og efterbilleder. Du skal være opmærksom på, at holdbarhedstiden af resultatet varierer meget fra patient til patient afhængig af genetiske forhold, vævsforhold, ydre forhold, levevis, svingende vægt mv. Den forventede varighed af behandlingsresultatet varierer meget fra patient til patient og kan hurtigt ødelægges ved overvægt. Tobaksrygning undgås 2 måneder før og efter operationen.
Læs venligst “Almene forholdsregler ved plastikkirurgiske operationer” grundigt.