Et brystløft er et indgreb, som har til formål at løfte brystet, hvis du er generet af et hængende bryst. Det kan foretages hos kvinder i alle aldre og kombineres med andre indgreb for at opnå den barm, man drømmer om.
Der er således mange, der kombinerer et brystløft med enten en brystreduktion eller en brystforstørrelse for at få det perfekte resultat. I nogle tilfælde kan brystløftet i sig selv være nok til at få den barm, man ønsker.
Vores fornemste opgave er at nå frem til et resultat, som du er glad for i mange år frem, og derfor gør vi meget ud af at give dig grundig og kompetent vejledning igennem hele forløbet. Læs mere om brystløft her på siden.
Der er mange årsager til at få foretaget et brystløft
Det er typisk patienter, som har været gravide og har ammet, eller som har været igennem et større vægttab, som oplever manglende fylde eller hængende bryster. Men det kan også blot skyldes alderens indvirkning på kroppen. Uanset hvad grunden må være, kan vi her hos Roskilde Privathospital tilbyde brystløft uden implantater og andre brystoperationer, så du kan få lige de bryster, du ønsker.
Det er en stor beslutning at vælge at få lavet et indgreb som dette, og derfor er det vigtigt, at du får en grundig samtale med en af vores kirurger, inden der bliver truffet en endelig beslutning. På den måde kan du i samråd med kirurgen finde frem til den løsning, som giver bedst mening for lige netop dig.
Der er flere forskellige måder at udføre et brystløft på, og dine muligheder afhænger i høj grad af din krops nuværende udformning, samt hvilke ønsker du har for det endelige resultat. For eksempel er det individuelt, hvor meget kirtelvæv og hud, som det hængende bryst består af, og derfor er det også individuelt, hvad der skal gøres for at få det optimale resultat for dig.
Forskellige måder at udføre et brystløft uden implantater på
Dit forløb hos os vil starte med en indledende samtale i vores klinik. Her vil du sammen med en af vores specialister i brystløft finde frem til, hvilken type brystløft, der vil være bedst for dig. Vurderingen af behandlingstype vil afhænge af dit udgangspunkt og ønsker til resultatet.
Generelt kan et brystløft deles op i to typer: et lille brystløft eller et stort brystløft. Den afgørende forskel på de to typer af brystløft er metoden, der benyttes til at foretage selve løftet af brystet. Fælles for begge metoder er at der er tale om et brystløft uden implantater.
Round block metoden
Ved brug af round block metoden lægger kirurgen et snit rundt om brystvorten, når det lille brystløft laves. Det er en mere elegant metode, hvor man både kan reducere brystet – eventuelt kombineret med en fedtsugning – og så senere løfte brystet med et ar, der oftest kun er lokaliseret rundt om brystvorten.
Round block metoden efterlader væsentligt mindre tegn på et indgreb, og derfor er denne metode ofte at foretrække. Dog er det ikke alle, der egner sig til denne metode, da det i høj grad afhænger af din huds tilstand, om det kan lade sig gøre.
Derfor henvender metoden sig typisk til yngre kvinder, som ikke har karsprængninger på brystet, og som har en mere elastisk hud. Om metoden ville være relevant for dig, vil blive afgjort ved en konsultation med en af vores kirurger.
Lollipop metoden
Bruges i stedet lollipop metoden under brystløftsbehandlingen, laver vores kirurg et slikkepindeformet snit – heraf navnet lollipop – rundt om brystvorten og ned til brystets underside. Sammenlignet med round block metoden vil der efter behandlingen være et synligt ar vertikalt fra brystvorten og ned.
Stort brystløft med ankerar
Et stort brystløft med ankerar er den traditionelle metode, hvor vores kirurg laver et snit i huden rundt om brystvorten, ned til undersiden af brystet og i folden under brystet. I det behandlede område, vil du derfor få et ar omkring brystvorten, ned i midterlinjen samt i folden under brystet efter behandlingen. Dette kaldes typisk for anker-metoden, da arrene kommer til at ligne et anker.
Når et stort brystløft skal foretages, er dette den mest almindelige teknisk at bruge ved et brystløft.
Brystløft med brystreduktion
Såfremt brystet i forvejen er stort, tungt og hængende er det oftest nødvendigt også at få foretaget en brystreduktion. De to operationer har mange ligheder og går ofte hånd i hånd. Ved at få foretaget en brystreduktion samt et brystløft vil du få en mindre barm, som ikke hænger, og som samtidig kan skåne dig for eksempelvis smerter i ryggen. Desuden vil større bryster – grundet deres tyngde – ofte komme til at hænge en del mere end mindre bryster, og derfor er de to operationer ofte forbundet.
Brystløft med brystforstørrelse
Det kan også være nødvendigt at få lavet en brystforstørrelse sammen med dit brystløft, for at du kan få den barm, du ønsker. Efter amning, graviditet eller vægttab er det nemlig ikke unormalt, at brystet har mistet så meget fylde, at et brystløft alene vil resultere i et mindre bryst.
For nogle patienter er dette tilstrækkeligt, da de ikke ønsker at få et stort bryst på ny, men blot ønsker en højere placering af deres bryst. Der kan også være nogen, der er forbeholdne over for at skulle have et brystimplantat eller have lavet en fedtsugning for at flytte fedt fra et sted på kroppen til brystet, og derfor nøjes de med at få lavet brystløftet alene. Ved forundersøgelsen vil kirurgen lytte til dine tanker vedrørende dit nuværende bryst og forventningerne til dit nye bryst for at finde ud af, om du skal have lavet et brystløft sammen med enten en brystreducerende operation eller en brystforstørrelse, eller om det er nok at få udført brystløftet alene.
Nogle kvinder har ganske enkelt ikke overvejet, at det kan være nødvendigt at kombinere et brystløft med andre indgreb, og netop derfor er det vigtigt, at du tager en grundig snak med en af vores kirurger, inden behandlingen går i gang. Der er eksempelvis mange, der ikke har overvejet, at det kan blive nødvendigt med et brystimplantat eller en fedttransplantation, såfremt de ønsker at få genskabt fylden af brystet, og at et brystløft i sig selv derfor ikke er nok for at nå deres ønskede resultat. I sådan et tilfælde informeres patienten om de forskellige muligheder, og man vil ofte anbefale at planlægge en ny konsultation, således at kvinden har tid til at overveje sine muligheder og den nye information, inden der bliver besluttet yderligere.
Brystløft efter brystforstørrelse
I tilfælde af at patienten ønsker at få genskabt fylden med et brystimplantat, anbefaler vi ofte at vente med brystløftet indtil efter brystforstørrelsen, da dette indgreb i sig selv løfter brystet. Vi ser ofte patienter, som har været til konsultation ved plastikkirurgiske kollegaer, hvor de har fået anbefalet brystforstørrelse og brystløft i samme operation. Patienterne henvender sig efterfølgende til os, fordi de ikke er begejstrede for udsigten til de ar, som et klassisk brystløft ofte medfører – de klassiske anker-ar, som vi også tidligere har nævnt.
Vores erfaring er dog, at tre måneder efter en brystforstørrende operation kan en stor del af disse patienter helt undvære det klassiske brystløft, fordi brystforstørrelsen i sig selv har været nok.
Hvis du ønsker både at få foretaget en brystforstørrende operation og et brystløft er vores råd derfor ofte at vente med brystløftet til efter brystforstørrelsen. Du vil typisk se et mindre løft efter en brystforstørrende operation med implantater, og derfor er der god mening i at vente med at lave endnu et indgreb, som måske viser sig slet ikke at være nødvendigt. Har du stadigvæk brug for et brystløft efter en brystforstørrende operation, kan du ofte nøjes med et mindre ar (Round Block eller lollypop) i stedet for de markante anker-ar. I mange tilfælde er man dog ikke i tvivl om nødvendigheden af et stort løft, og her kan begge indgreb med fordel foretages på én gang.
Efter brystreduktion eller brystløft
Det er vigtigt, at man holder en stabil vægt efter operationen. Vægtøgning vil påvirke faconen og arrene i uheldig retning, og et vægttab kan give ny slaphed. Efter operationen vil man føle ømhed i brystet, og misfarvning kan forekomme på det opererede sted. Brystet kan være noget hævet i indtil to måneder efter operationen, men det bør fortage sig igen. Man skal undgå at løfte tunge ting og specielt systematiske løft som ved eksempelvis gymnastik med armene op over hovedet i to måneder efter operationen for at skåne arrene. Trådene fjernes af to omgange – efter en uge og efter tre uger, og det foregår her på klinikken.
Man bør anvende bh både dag og nat i tre måneder efter operationen og derefter blot om dagen. Man må slikke sol eller gå i solarium efter de sidste tråde er fjernet, men man skal bruge solbeskyttelse på arrene i mindst seks måneder efter operation og i hvert fald, så længe de er røde. Af og til kan rødmen vare i op til 1-2 år. Hvis man får sol på arrene, vil de blive brunligt misfarvede, så sørg for at beskytte dem grundigt. Man må først begynde at dyrke gymnastik, sport og svømning seks uger efter operationen. Derefter er der kontrol efter behov, dog gerne som minimum seks måneder efter operationen.
Vigtig information ved et brystløft
Da et brystløft er et større indgreb, er der en række ting, som man skal være særligt opmærksom på forud for selve behandlingen. Det er således meget vigtigt, at man er normalvægtig, hvis man ønsker at få lavet et brystløft. Specielt ved overvægt er der større risiko for infektioner, fedtvæv der ikke kan overleve på grund af manglende blodforsyning og infektion, som giver ømhed og hævelse. Der kan desuden være risiko for nedsat blodforsyning til brystvorten, således at den kan gå tabt. Det er endnu en grund til, at du skal være normalvægtig, hvis du skal have udført et brystløft.
Derudover anbefaler vi på det kraftigste, at du stopper med at ryge, hvis du overvejer at få foretaget et brystløft. Rygning får nemlig de små blodkar til at trække sig sammen, og det er disse, der skal forsyne vævet og specielt brystvorterne med blod. Ligeledes har arrene tendens til at blive bredere, hvis du ryger, og det er altså endnu en grund til at stoppe. Det er desuden helt og holdent nødvendigt, at du ikke ryger to måneder før samt to måneder efter et eventuelt indgreb.
En stor brystreduktion foregår næsten altid i fuld bedøvelse, og patienten er under alle omstændigheder indlagt til dagen efter operationen. Et mindre løft kan foregå i lokal eller fuld bedøvelse. Der er almindeligvis minimale smerter efter dette indgreb i forhold til mange andre operationer, som kan give større gener. Du skal være opmærksom på, at holdbarhedstiden af resultatet varierer meget fra patient til patient afhængig af genetiske forhold, vævsforhold, ydre forhold, levevis, svingende vægt og lignende. Der er derfor ikke nogen garanti for, hvor længe resultatet vil forblive som umiddelbart efter operationen. Vi henviser desuden til afsnittet ”Almene forholdsregler ved plastikkirurgiske operationer”, som vi venligst beder dig om at læse grundigt, hvis du overvejer at få udført et brystløft eller en anden brystoperation.
Risici og bivirkninger ved et brystløft
Bivirkningerne ved et brystløft uden implantater kan variere afhængigt af den specifikke procedure, din kropstype og din helbredstilstand. Nogle almindelige bivirkninger kan omfatte:
Arvæv og ardannelse: Efter operationen kan der dannes arvæv omkring snitstederne, hvilket kan medføre synlige ar.
Midlertidig eller permanent følelsesløshed: Der kan forekomme midlertidig eller ( i sjældne tilfælde) permanent tab af følsomhed i brystvorter og omkringliggende områder på grund af nerveskade under operationen.
Nedsat ammeevne: Mens mange kvinder stadig kan amme efter brystløftkirurgi, er der en risiko for nedsat ammeevne på grund af ændringer i brystvæv og placering af snit
Ændringer i brystvortens position og følsomhed: Brystvorten og areola kan opleve ændringer i position, form og følsomhed efter operationen.
Blodpropdannelse: Blodpropdannelse er en alvorlig bivirkning, der kan opstå efter brystløftkirurgi, ligesom det kan forekomme efter mange andre kirurgiske procedurer. For at mindske risikoen for blodpropper anvender kirurger forskellige forebyggende foranstaltninger.